DFUNK Debat

DFUNK Debat er DFUNK’s politiske frivilliggrupper. Debatgrupperne laver produkter og begivenheder, som har politisk karakter, skaber oplysning i befolkningen og skaber debat og dialog. I dag findes der politiske frivilliggrupper i Nordjylland, Østjylland, på Fyn og i Hovedstaden.

 

Hvordan arbejder DFUNK politisk?

DFUNK’s debatgrupper har frihed til at arbejde politisk, som de vil, så længe de overholder DFUNK’s vedtægter og politiske retningslinjer, og arbejder efter DFUNKs værdier.

 

Om det er gennem eksempelvis offentlige debatter, filmvisninger, ekspertoplæg, flashmobs eller podcasts er underordnet – DFUNK’s debatgrupper har metodisk frihed til at arbejde som de foretrækker det. Hos DFUNK Debat er det vigtigt, at der er plads til at tænke kreative nye tanker, og at de frivillige kan se sig selv i de aktiviteter, de laver.

 

Hos DFUNK har unge med flygtningebaggrund mulighed for at bruge deres ressourcer og vise at de har noget at byde ind med – at de er værdifulde medlemmer af samfundet. Dette princip gennemsyrer måden, vi arbejder politisk:

 

  -  Vi giver unge med flygtningebaggrund en aktiv stemme.

  -  Vi fortæller de gode historier og er konstruktive.

 

I DFUNK Debat skal der dog også være plads til at være kritisk. Tonen, der gennemsyrer flygtningedebatten, er hård, og der er behov for, at der reageres, når tonen bliver for hård. Hos DFUNK skal det være i orden at sige fra – men det skal gøres på en konstruktiv måde med udgangspunkt i saglige argumenter.

DFUNK Debat er partipolitisk neutral.