Det mener DFUNK

Et af DFUNKs vigtigste formål er at tale flygtningenes sag og at samle unge om at sætte en mere konstruktiv dagsorden på det flygtninge- og integrationspolitiske område. Derfor har vi formuleret ti grundholdninger, der udgør det politiske fundament for vores arbejde i de sammenhænge, hvor det kræver en politisk stillingtagen.
Grundholdningerne er udarbejdet af Politisk Udvalg og vedtaget af landsbestyrelsen i januar 2011. De fordeler sig på de to hovedområder "Integration og mangfoldighed" og "Asylpolitik og internationale flygtningeproblemer"
Integration og mangfoldighed:
1. Stop marginaliseringen af etniske minoriteter
Danmark kan hverken kulturelt, økonomisk eller moralsk være tjent med systematisk at give store befolkningsgrupper oplevelsen af at være uvelkomne. Gentagne stramninger af regler om familiesammenføring, permanent ophold og statsborgerskab mm. bidrager kun til at marginalisere nye danskere og fratage dem motivationen til at blive aktive medborgere. Integrationsproblemer skal løses ved en kvalificeret og videnbaseret social indsats, ikke med symbolpolitiske indgreb, der deler befolkningen op i første- og andenrangsborgere og fratager minoritetsgrupper rettigheder, som resten af befolkningen tager for givet.
2. Alle skal have lige muligheder for at deltage
Nye medborgere skal ses som en potentiel ressource, ikke som en potentiel byrde. Dansk integrationspolitik skal derfor frem for alt sigte mod at give etniske minoriteter de bedste muligheder for at deltage i det danske samfund på lige fod med andre. Fra politisk side lægges der ofte vægt på, at flygtninge og indvandrere skal engagere sig i uddannelse og foreningsliv, men i praksis gør starthjælp og andre lave ydelser det umuligt at få råd til dette. Det treårige integrationsforløb bør tage udgangspunkt i den enkeltes behov og muligheder og ikke styres af administrative hensyn og marginaliserende ”motivationsfremmende foranstaltninger”.
3. Flygtninge- og indvandringspolitik bør adskilles
Der bør i langt højere grad skelnes imellem flygtninge og indvandrere i den danske integrationspolitik og -debat. Flygtninge er en særligt udsat gruppe, som Danmark har en særlig forpligtelse overfor. Der bør i dansk integrationspolitik tages klart hensyn til flygtninges situation, og bestræbelser på at reducere eller styre indvandringen til landet må aldrig svække Danmarks indsats for at sikre flygtninge en tryg og stabil tilværelse. Det er derfor nødvendigt med en klar adskillelse af flygtninge- og indvandringspolitikken og en afskaffelse af regler, der i praksis forhindrer mange flygtninge i at blive ligeværdige medborgere.
4. Vi skal anerkende Danmark som et flerkulturelt samfund
Vi lever i et flerkulturelt samfund – og netop det er en stor fordel for Danmark, hvis vi ellers formår at samles om mangfoldigheden og få det bedste ud af alles ressourcer. Det flerkulturelle samfunds udfordringer skal håndteres konstruktivt og ikke føre til irrationelle forsøg på at modvirke Danmarks udvikling som del af en globaliseret verden. Vi bør arbejde for inkluderende medborgerskab og fællesskab om landets institutioner, men dette må ikke forveksles med forsøg på kulturel homogenisering og sindelagskontrol.
5. Flerkulturelle unge skal inddrages i fremtidens løsninger
Unge med flerkulturel baggrund og andre globalt orienterede unge skal i langt højere grad være med til at sætte dagsordenen for den offentlige debat. Uddannelsessystemet skal understøtte unges udvikling af interkulturelle kompetencer, og medier og beslutningstagere skal være lydhøre overfor de nye generationer, der dagligt finder løsninger på det flerkulturelle livs udfordringer. De kommende generationers evne til at navigere mellem forskellige kulturer er en ressource, Danmark ikke har råd til at lade gå til spilde.
Asylpolitik og internationale flygtningeproblemer:
6. Danmark skal følge underskrevne konventioner og UNHCR's anbefalinger
I behandlingen af asylansøgere skal den danske stat til enhver tid følge flygtningekonventionen, menneskerettighedskonventionerne samt UNHCR's vurderinger og anbefalinger. Hensynet hertil må altid gå forud for eventuelle økonomiske interesser i EU og dansk indenrigspolitik. For at sikre at humanitære hensyn ikke trænges i baggrunden bør en eller flere humanitære organisationer sidde med i flygtningenævnet.
7. Mennesker på flugt skal anerkendes som flygtninge
Kriterierne for tilkendelse af asyl i Danmark skal have en bredde, der reelt sikrer flygtninge beskyttelse. Det er ikke acceptabelt, at asylansøgere mistænkeliggøres og afvises på baggrund af bagateller eller pålægges en individuel bevisbyrde, der er umulig for den enkelte at bære. I lyset af mange konflikters tætte sammenhæng til resssourceknaphed, klimaproblemer mm., bør det endvidere diskuteres om de gældende anerkendelseskriterier svarer til verdens faktiske flygtningeproblemer.
8. Asylansøgere skal sikres et værdigt liv under asylprocessen
Målet for asylbehandlingen og opbygningen af asylsystemet skal til hver en tid være at sikre asylansøgere en tryg fremtid – her, i hjemlandet eller i et tredje land. Alle asylansøgere skal have mulighed for at leve et værdigt liv under asylproceduren. Ikke mindst når det gælder unge asylansøgere er det afgørende, at den enkelte igennem uddannelse og et aktivt fritidsliv har mulighed for at forberede sig til sin kommende tilværelse. Afviste asylansøgere bør som minimum være lige så godt rustet ved udgangen af asylprocessen, som de var inden. Behandlingstiden bør gøres så kort, som en saglig sagsbehandling tillader.
9. Danmark bør gå forrest i bekæmpelsen af flygtningeproblemer
Som et af verdens rigeste lande, bør Danmark gå forrest i arbejdet for at fremme løsninger på verdens aktuelle flygtningeproblemer. Det gælder hjælpearbejdet med flygtninge og internt fordrevne i nærområderne, såvel som beskyttelsen af de, der er tvunget til at søge til andre dele af verden. Hvad angår genbosætningen af kvoteflygtninge i samarbejde med UNHCR bør Danmark påtage sig en væsentligt større del af den fælles opgave. Det er ikke acceptabelt at Danmark og andre EU-lande igennem Dublin-forordningen og inddæmningspolitikken påfører andre lande en byrde, som vi selv er langt bedre rustet til at klare.
10. En bred og forebyggende indsats er nødvendig
Der er bred enighed om at ressourceknaphed, klima og flygtningeproblemer er tæt forbundne. Det er derfor essentielt at Danmark i samarbejde med EU og FN arbejder på en en helhedsorienteret, forebyggende indsats. Vi må til enhver tid undgå at igangsætte hjælpearbejde med den ene hånd, mens vi med den anden hånd understøtter økonomiske og politiske strukturer, der i sidste ende er med til at tvinge flere mennesker på flugt. Danmark bør således på alle relevante områder føre en politik, der giver udsatte nationer mulighed for at undgå fremtidige flygtningeproblemer.

