Tidligere DFUNK-projekter

Projekt Klippekort
I julen 2011 skød DFUNK Projekt Klippekort  i gang. Projektet skulle give almindelige danskere mulighed for at donere sit gamle klippekort til en ung flygtning, der havde brug for det. 

DFUNK arbejder for at sætte fokus på unge uledsagede flygtninge, der kommer til Danmark, og på hvordan vi i Danmark kan sikre dem rimelige forhold. Det sker bl.a. på Facebook, hvor man tidligere kunne følge med i Facebook-eventen Fragt en Flygtning

Fragt en Flygtning satte tankerne og kreativiteten i gang hos mange unge Facebook-brugere, og et af resultaterne var Projekt Klippekort.

Projekt Klippekort blev skudt i gang på Facebook den 18.november og varede frem til juleaften. Det havde til formål at gøre opmærksom på den isolation, mange unge flygtninge oplever, når de bliver placeret rundt om i landet uden økonomisk mulighed for at komme ret meget rundt.

DFUNK har et omfattende arbejde med unge flygtninge i lokalområderne, hvor organisationen mobiliserer lokale unge, der gerne vil møde de nye flygtninge og hjælpe dem i gang med deres nye tilværelse. Her oplever de unge frivillige ofte, hvor stort et problem det er, at flygtninge ikke har råd til transport.

Med Projekt Klippekort fik medborgere en nem mulighed for at hjælpe flygtninge ud af isolationen. Man skulle ganske enkelt blot sende sit klippekort - nyt eller brugt med få klip tilbage - til DFUNK. Nu er vi på sekretariatet i gang med at uddele klippekortene, så de kan komme til gavn, hvor der er mest brug for det. Det vil vi fortælle mere om, når vi er kommet længere i processen. 

Hertil vil der løbende komme opdateringer på DFUNK's Facebook-side og billeder af nogle af de aktiviteter, som de donerede klippekort giver mulighed for.

Klippekort kunne sendes til:

DFUNK's sekretariat
Dansk Flygtningehjælp
Borgergade 10, 5.sal
1300 København K

 

Oplægsmøder
DFUNK holder jævnligt oplægsmøder, hvor vi har spændende og relevante gæster. Den 6.juni 2011 havde vi fx besøg af en gruppe unge aktivister fra Mellemøsten, der gæstede Borgergade 10 i København for at fortælle om den omfangsrige revolution i Mellemøsten. Fælles for samtlige besøgende var, at de alle har været med til at planlægge og udføre demonstrationer i forbindelse med Det Arabiske Forår. Du kan læse mere om mødet i denne artikel.

 

Herning Unge Festival
DFUNK Vestjylland var medarrangør af en stor udendørs musikfestival i Gullestrup 10. september, med en række fede koncerter med store navne som Nahiba, Johnson og Per Vers, og et bredt udvalg af musik, fra heavy til hip hop og rap. Masser af frivillige hjalp med, og der var madboder, hoppeborg og workshops for børn og unge.

 

Det mangfoldige Vestjylland
Der har været afholdt en mangfoldighedsdag i byen Gullestrup, som samlede alle minoritetskulturer i den lille by udenfor Herning: fra det kolde Grønland til det afrikanske Somalia.

Mangfoldighedsgruppen, som indeholdt bl.a. DFUNK, Amnesty, Helhedsplanen i Gullestrup, Dansk-Afghansk Venskab og Somalisk Ungdom, havde kontaktet folk, der ”havde en støvet guitar liggende, et gammelt brætspil eller en lyst til at lære os en dans?”. Dagen gik fantastisk. I alt dukkede omkring 40 mennesker op, hvilket må siges at være imponerende. Ingen kendte rigtigt hinanden, så det var ekstremt flot at venskaber tværs over kulturerne opstod. Folk var meget tilfredse, både for den gode underholdning og planlægning, men også for maden, som var en 20-retters ”kultur-eksplosions”-menu. Mange, både arrangører og deltagere, ønsker en gentagelse af den fantastiske oplevelse, som begge parter fik, en lørdag i Vestjylland. bjergepoulsen@remove-this.gmail.com


Sport og Idræt
I DFUNK Vestjylland var sport, idræt og bevægelse i bred forstand temaet for en række forskellige aktiviteter rækkende fra "ud og gå med DFH", over fodbold og ishockey-kampe, eller dans og træning i et træningscenter, til rundvisning på det lokale stadion, fifa-turnering samt poker-kursus og turnering!


DFUNK på Roskilde Festival 2010
I 2010 har vi været mere 500 DFUNK'ere af sted, der denne gang samlede pant ind til fordel for flygtninge i Myanmar. Det lykkedes os at skaffe mere end 1.2 mio kr. hjem til DFHs arbejde i Myanmar. De 500 pantsamlere leverede en kæmpe indsats og fik undervejs mødt en masse sjove festivalgæster. Til at bringe indsamlerne i topform havde vi arrangeret massage ved professionelle behandlere fra ManuVision og en varieret økologisk menu med hjælp fra Sundhedsrevolutionen, Café Sonja, Madmanifesten, Solvognen, Mad med mening, Urtekram og Årstiderne. I vores lejr var DJ’s som Ras Money og Unity Hi-Fi med til at holde dampen oppe.


Gadefester i 2010
Flere steder i landet gik DFUNK'ere på gaden og repræsenterede foreningen ved kulturarrangementer, gadefester og events. Under overskriften "Mal for mangfoldighed" deltog DFUNK Østjylland i maj i gadefesterne "Plant et smil" og "Mejlgade for mangfoldighed" i Århus, for at skabe opmærksomhed om DFUNK og invitere forbipasserende til at bidrage til en "mangfoldighedskunstværk". De kreative rammer viste sig at være en godt udgangspunkt for dialog om emner som flygtninge, integration og kultur. DFUNK Hovedstaden var i løbet af sommeren på Kulturhavn, hvor det medbragte band "It´s just freckles" imponerede og tiltrak forbipasserende til en flygtninge-labyrintleg. Samme labyrint var med, da DFUNK Hovedstaden deltog i Sidegadefesten i Saxogade, og (engangs-)tatoverede kvarterets unger. I september deltog DFUNK Hovedstaden sammen med andre organisationer i en stor Eid-fest i København. I DFUNK-teltet var der dukketeater og dialog.


Roskilde Festival 2009
Sammen med Dansk Flygtningehjælp deltog DFUNK i Roskilde Festival 2009 med en kæmpe siddeinstallation, bygget på bare 10 dage af 60 frivillige, som skulle sætte fokus på klimaets betydning for verdens flygtninge. Installationen fungerede som siddemøbel for de mange festivalgæster, men havde også indbygget regnvandsopsamler, solceller og storskærm. Mens der kørte slideshow om klima og flygtninge, gik frivillige DFUNK'ere rundt og delte nødhjælpsgrød ud til de mange festivalgæster på møblet eller drog ud på campingpladsen med vores hjemmelavede dialog- og konfliktbænke. Festivalen var en kæmpe succes, og skabte basis for deltagelse på festivalen fremover. Læs mere om DFUNK på Roskilde 2010


Rock Uden Grænser
Fredag 4. december 2009 afholdte DFUNK Århus i fællesskab med foreningen ROCK ÅRHUS arrangementet ’Rock Uden Grænser’. De tre lokale bands The Bang Bang Brains, Blunt og The Surfing Henchmen fyrede den af for en god sag og fejrede, at DFUNK har fået en afdeling i Århus. Mellem koncerterne spillede en lokal musiker, Fadi, arabisk trommemusik for publikum. Aftenen blev en fed og surrealistisk kombination af hård rock, intime trommesoloer og frivillig energi.


Åbn din rummelighed
I fotoprojektet "Åben din Rummelighed" deltog ti unge fra Århus i november 2009. Hver deltager tog 24 billeder med et engangskamera. Billederne tog udgangspunkt i forskriften "åbn din rummelighed", og dette tema blev tolket frit af deltagerne. En dreng fra Bosnien tog billeder på et plejehjem, en pige med dansk baggrund gik med tørklæde en hel lørdag, en pige fra Irak tog billeder fra Kvindehuset, og én har taget billeder af forskellige menneskers toiletter. Billederne er enten fra situationer, hvor deltagerne udfordrer deres egen rummelighed eller fra situationer i deres hverdag, som er specielle for netop dem, og som de kunne tænke sig, at mennesker fik indblik i eller forståelse for. Formålet med projektet var at afføde interaktioner på tværs af kulturer, aldersbarrierer og andre grænser for fotograferne, mens billeder blev taget, samt på udstillingsdagen, hvor der blev udvekslet historier og tanker mellem fotograferne og forbipasserende. Lokale fotobutikker, malerforretninger og en tøjbutik sponsorerede alle materialer.


Skyd genvej til succes
I november 2009 tog en række DFUNK'ere i kampagnen ”Skyd genvej til succes –det er helt frivilligt” rundt på 5 store uddannelsesinstitutioner i Danmark. Formålet var at få flere unge, især med etnisk minoritetsbaggrund, til at deltage i det frivillige sociale arbejde. DFUNK'erne, som til daglig også er aktive i blandt andet lektiehjælpen, pige- og drengeklubberne, fortalte de studerende om frivilligt arbejde og hvorfor det er fedt at være med til at gøre en forskel.


DFUNK-fester og Landsindsamlingen
Lørdag d. 14. november 2009 holdt flere af DFUNK's regionale grupper en stor fest som kulmination på efterårets aktiviteter og Dansk Flygtningehjælps landsindsamling. I København fyldte DFUNK'erne baren Dunkel til bristepunktet, mens blandt andet Universal Soundsystem vendte plader. I Herning blev festen holdt på Café Fry.


DFUNK på messe
Lørdag 26. september 2009 var DFUNK Herning på messe i forbindelse med afslutningen på Ramadanen. Ligesom mange andre foreninger havde DFUNK sin egen stand, og her kunne man blandt andet smage integrationskage, teste sin viden om DFUNK i en quiz, melde sig som indsamler til DFH’s landsindsamling i november og prøve at samle vores Roskilde-installation, dog kun i puslespilsformat. Messen tiltrak masser af nysgerrige gæster, og budskabet om DFUNK nåede ud til rigtig mange af dem. I standen kunne messegæsterne læse om DFUNK eller få en snak med de frivillige, og adskillige var interesserede i at blive støttemedlemmer. En bestemt gæst tiltrak sig dog særlig opmærksomhed: Efter at have åbnet messen, kom Hernings borgmester forbi DFUNK's stand, og han var meget begejstret for DFUNK's arbejde og for den store indsats de frivillige yder.


Raggapak Reggae Festival
I august 2009 tog 20 DFUNK'ere til Silkeborg for at deltage i reggaefestivalen Raggapak. På trods af at regnen stod ned det meste af de fire dage festivalen varede, var humøret højt, og udover at høre en masse musik blev DFUNK'erne også rystet godt sammen i køkkenet, hvor de stod for al maden til festivalens frivillige.