DFUNK på Facebook

Danmarks Skæveste Fordom er DFUNKs aktuelle Danmarksmesterskab på Facebook. Fra begyndelsen af februar og to måneder frem skaber vi på vores Facebookside diskussioner og formidler viden om fordomme om flygtninge og integration. Vi vil løbende lave afstemninger om, hvilke fordomme der er de skæveste, og til slut kårer vi Danmarks skæveste fordom.
Hvordan skæv?
En fordom kan være skæv på mange måder. Nogle fordomme kan få et skævt smil frem på folks læber. Andre fordomme er så forkerte og skæve, at de trænger til at blive rettet ud. En skæv fordom kan måske også være en positiv fordom. Eller måske er den skæveste fordom dén fordom, der sætter den mest spændende og nytænkende diskussion i gang på DFUNKs Facebookside.
Hvorfor diskutere fordomme?
I DFUNK tror vi, at det er menneskeligt at have fordomme. Samtidig mener vi også, at det kan være en stor styrke at være bevidst om sine fordomme. Når man ved, hvad man har tendens til at tænke, bliver det lettere at forsøge at se ud over sine fordomme og se andre mennesker som mere end stereotyper. Ved at tage udgangspunkt i en masse forskellige fordomme og diskutere dem, kan vi skabe en mere nuanceret flygtninge- og integrationsdebat.
