Kultur og events

DFUNK vil gerne være til stede ved kulturelle begivenheder landet over, hvor vi kan møde folk, engagere flere unge og sprede det gode budskab. Vi deltager i kulturelle sammenhænge, der på den ene eller anden måde handler om at vise samfundets mangfoldighed og skabe nye forbindelser imellem mennesker.

Det er det, det handler om, når DFUNK Østjylland laver gadeevents under Aarhus Festuge, når DFUNK Vestjyllland tager med en gruppe flygtninge til karneval i Aalborg, eller når DFUNK Hovedstaden deltager i Kulturhavn og Københavnsk Eid Fest. Og det er det det handler om, når hele DFUNK hvert år tager på Roskilde Festival.

Samtidig er DFUNK selv initiativtager og arrangør af en række arrangementer og længere kulturprojekter, der inddrager unge med minoritetsbaggrund. I København er vi i fuld gang med et større radioprojekt, og i Odense kører et teaterprojekt lige nu. I København er DFUNK Hovedstaden medarrangør af et comedy-event Stand Up for DFUNK, og i Herning er DFUNK Vestjylland hvert år medarrangør af Herning Ungdomsfestival med fede koncerter og workshops. 

Og så skal det ikke glemmes at vi i november i København og flere andre steder i landet afholder en stor FUNKEL Fest for alle DFUNK’ere, deltagere i Dansk Flygtningehjælps landsindsamling samt andre sympatisører.