DFUNK Outreach - formidling og debat
I DFUNK mener vi, at der er et stort behov blandt danskere – unge som gamle – for større viden om flygtninge, deres vilkår og grundene til, at de kommer til Danmark. Det vil vi gøre noget ved med DFUNK Outreach.
Vi ser et stort potentiale i, at vi som unge kommer ud blandt andre unge eller ældre skolebørn og oplyser om internationale flygtningeproblematikker, følgerne af dansk integrationspolitik mm. Ved at rejse spørgsmål og skabe debat kan vi sætte tankerne i gang og derigennem bidrage til, at de kommende generationer vil kunne forholde sig til flygtninge- og integrationsspørgsmål på et sagligt grundlag.
DFUNK Outreach
DFUNK Outreach er en gruppe unge ildsjæle, der er uddannet til at formidle viden og skabe debat om flygtninge- og integrationspolitiske spørgsmål. Outreacherne tager ud til folkeskoler, gymnasier og mange andre steder i hele landet for, på en involverende måde, at fortælle om og debattere flygtninges vilkår i Danmark.
"Outreach har nogle både indsigtsfulde og engagerede frivillige, som taler i et sprog, vores elever kan forstå, og som fanger dem. Jeg har brugt DFUNK Outreach før og vil meget gerne trække på dem igen." - citat lektor Erik Boel, Sct. Knuds Gymnasium, Odense.
Outreacherne er uddannet af nogle af landets dygtigste fagpersoner, når det gælder det flygtninge- og integrationspolitiske område. Samtidig har alle unge i DFUNK Outreach gennemgået et intensivt træningsforløb i formidling og dialog.
DFUNK Outreach står for debatoplæg, der indholdsmæssigt fokuserer på, hvordan det er at være flygtning i Danmark. Fakta om det danske asyl- og integrationssystem suppleres med personlige fortællinger om at være flygtning – enten live eller i form af filmklips. På sjove, alvorlige og udfordrende måder forsøger vi gennem undervisning og inddragende øvelser at stille skarpt på flygtninge- og integrationspolitikken i Danmark.
Du kan blive en del af projektet
Brænder du for flygtninge- og integrationspolitiske spørgsmål, og har du lyst til at prøve kræfter med formidling og debatskabende arbejde? Så kan du blive en del af DFUNK Outreach. Lige nu søger vi nye frivillige til projektet. Du kan læse den officielle invitation i højremargenen. Foruden praktisk erfaring med formidling giver arbejdet et godt indblik i det faglige stof, muligheder for at udvikle nye idéer, og en masse sjovt samarbejde med de andre deltagere.
Kunne du tænke dig at blive en del af Outreach, eller vil du høre mere om vores arbejde, kan du skrive til dfunk@drc.dk.
Lokale Outreach-koordinatorer:
Hovedstaden/ Sjælland: Julie Bune, julienynnebune@hotmail.com
Fyn: Rina Borgensgaard: Tlf. 22472722
Midtjylland: Ann Kathrine Kværnø: arka_47@hotmail.com
Nordjylland: Camilla Christensen: camillacamilla14@hotmail.com

DFUNK Outreach optager nye medlemmer
Her kan du læse mere om, hvordan du kan blive en af vores nye outreachere
